Antioxidanter og Oxidanter

Oxidanter og antioxidanter - kemisk introduktion 

Oxidanter er her en bred betegnelse for stoffer, som kan oxidere andre stoffer – de kan også kaldes pro-oxidanter. I biologisk sammenhæng nævnes ofte frie radikaler, ROS og de lidt mindre kendte RNS. ROS står for Reactive Oxygen Species; reaktive oxygenforbindelser og RNS står for Reactive Nitrogen Species; reaktive nitrogenforbindelser (hvoraf de biologisk relevante også indeholder oxygen). Disse tre betegnelser overlapper delvist hinanden, således at fx nogle frie radikaler også er ROS og RNS, men der findes også frie radikaler, som ikke går under ROS/RNS-betegnelserne og der er ROS og RNS, der ikke er radikaler. Ofte bruges ordet ”ROS” som en fællesbetegnelse for de biologisk relevante oxidanter. 

Comment fonctionnent les oxydants ?

For at forklare oxidanters virkning skal man se lidt nærmere på atomers opbygning og redox-reaktioner: Et atom indeholder generelt et antal protoner og neutroner, som udgør kernen og deromkring er et antal elektroner, som kort beskrevet bevæger sig i bestemte baner, som er ordnet i skaller, med forskellige afstand til kernen. Normalt findes elektronerne i par, men i frie radikaler er der en eller flere uparrede elektroner i den yderste skal, hvilket gør radikalet ustabilt og reaktivt. For at opnå stabilitet skal der normalt findes en elektron til den uparrede elektron – og det finder radikalet typisk i et nabo-molekyle eller -atom. Denne reaktion hvor en elektron bliver overført fra et stof til et andet kaldes en redox-reaktion. Se figur 1. ”Redox” er en sammentrækning af ordene ”reduktion” og ”oxidation”. Radikalet, som tager elektronen bliver reduceret, mens nabo-molekylet eller -atomet, som afgiver en elektron, bliver oxideret – og samtidig, hvis nabo-molekylet eller -atomet ikke i forvejen var et radikal, bliver da en radikal selv. Således kan dette nye radikal fortsætte reaktionen og tage en elektron fra et andet molekyle osv. Dette kaldes en radikal kædereaktion og denne vil fortsætte indtil det er to radikaler, som indgår i redoxreaktionen eller det er en type antioxidant, som kan håndtere at miste en elektron uden at blive reaktiv, der indgår i redoxreaktionen. På lignende måde kan ikke-radikale ROS molekyler indgå i redoxreaktioner eller omdannes til radikaler, som derefter indgår i redoxreaktioner. 

Figure 1 Illustration d’une réaction d’oxydoréduction entre un radical (illustré par un atome brun), qui possède un électron non apparié, et une substance (en bleu), qui peut être, par exemple, une molécule aux propriétés antioxydantes qui peut perdre un électron sans devenir un radical réactif. La figure du bas (en vert) montre une substance voisine qui ne peut céder un électron sans devenir un radical instable et réactif.

Antioxidanter er både molekyler, som kan forhindre at et reaktiv radikal bliver dannet ud fra fx et ROS og molekyler, der, som beskrevet ovenfor, kan indgå i redoxreaktioner med ROS inklusiv radikaler – disse kaldes ofte også free-radical scavengers – og bliver i processen oxideret og agerer som såkaldte reducerende stoffer (de reducerer radikalet). I den proces kan antioxidanten risikere at blive en pro-oxidant og dermed kunne oxidere andre stoffer i stedet for at reducere dem. I kroppen har man et komplekst netværk af antioxidanter som hjælper hinanden med at håndtere ROS og dermed bibeholde redox-balancen. I de følgende to afsnit vil ROS og antioxidanter blive beskrevet mere detaljeret. 

ROS

- Radicaux libres

Les espèces réactives de l’oxygène, ROS, sont généralement des molécules relativement petites qui veulent prendre un électron et ainsi oxyder une molécule ou un atome voisin, ce qui, comme nous l’avons vu, peut conduire à une réaction en chaîne. Les molécules et les atomes impliqués dans une telle réaction peuvent être altérés et ainsi perdre leur fonction. Les substances les plus souvent attaquées par les ROS sont les lipides insaturés² (fedtstoffer), proteiner og Nukleinsyrer (DNA og RNA). Lipider og proteiner udgør størstedelen af hver celles membran og derfor kan oxidation af disse have stor betydning for cellens funktion. Lipider udgør også en stor del af fx hudens sebum og oxidation af dette kan påvirke huden og er fx en del af akne-udviklingen. Proteiner udfører en meget lang række af funktioner i kroppen. Alle kroppens enzymer, som katalyserer utrolig mange processer og fx immunsystemets antistoffer er proteiner. Der findes strukturmolekyler som er proteiner og hormonelle proteiner. Således kan oxidation af proteiner påvirke meget forskelligt i kroppen. Oxidation af nukleinsyrer kan forårsage mutationer, som – hvis det ikke bliver rettet – kan medvirke i udviklingen af fx kræft. Oxidation og andre former for skader på molekyler sker hele tiden i kroppen, hvilket systemet håndterer ved at reparere skaderne eller fjerne og erstatte molekylerne som er skadet. Det er naturligvis ressourcekrævende og en balance, der skal bibeholdes, så der ikke akkumuleres mange skadede molekyler. Ved oxidativ stress er balancen tippet således at der er mere ROS end hvad det antioxidative forsvar kan håndtere, så der kommer flere skader på molekyler end hvad kroppens reparations- og oprydnings-system kan følge med til. 

Quelles sont les fonctions des radicaux libres ?

Les ROS sont souvent décrits comme quelque chose à combattre et à éliminer, mais il est important de souligner que les ROS sont également nécessaires à l’organisme, car ils participent à divers processus vitaux. Par exemple, le système immunitaire utilise les ROS pour combattre les micro-organismes, et les ROS sont également des substances de signalisation cellulaire, par exemple, dans la contraction musculaire et la régulation de la pression sanguine. L’organisme a donc besoin d’un niveau équilibré de ROS³.

Les ROS sont produits naturellement par l’organisme (ROS endogènes), par exemple au cours du métabolisme, lors de l’utilisation de l’oxygène – en particulier dans les mitochondries des cellules, où la « monnaie » énergétique de l’organisme, l’ATP⁴, dannes via den såkaldte elektrontransportkæde. I denne proces flyttes elektroner mellem forskellige molekyler og i den forbindelse dannes fx ROS-molekylet superoxide anion radikal, som et biprodukt, hvis en elektron slipper ud af elektrontransportkæden og reagere med oxygen (O2). ATP og ROS produceres hele tiden i kroppen – og ekstra meget ved fx infektion, hvor også immunsystemet producere ROS og under træning, hvor cellerne forbruger mere ATP. Dannelsen af ROS kan også induceres af udefrakommende påvirkninger (exogen ROS) såsom forurening og solens stråler. 

La liste suivante contient certains des ROS les plus importants sur le plan biologique :

L’anion superoxyde (02-·) er en ROS og også et radikal. Det dannes fx I elektrontransportkæden i cellernes mitokondrier og ved solens UV stråler. Superoxid anion radikalet er forløberen (precursor) for de flest andre ROS.

Le peroxyde d’hydrogène (H2O2) er en lidt mere stabil ROS. De kan dannes ud fra superoxid anion via antioxidant-enzymerne superoxid dismutase, som et led i bekæmpelsen af ROS.

Le radical hydroxyle (·OH) er et meget reaktivt ROS og også et frit radikal, som reagerer meget hurtigt og ikke-specifikt med de fleste molekyler. Hydroxyl radikal dannes fx ud fra hydrogen peroxid i en metal-katalyseret redoxreaktioner⁵, hvor hydrogen peroxid omdannes til hydroxyl radikal og hydroxid ion (OH-).

L’acide hypochloreux (HClO) er ROS, som fx dannes i immunceller til at bekæmpe mikroorganismer.

Le monoxyde d’azote (NO·) er en radikal RNS, som både er vand- og fedt-opløselig og kan således let komme rundt i kroppen. Det er et vigtigt signalmolekyle i kroppen, sm kontrollerer forskellige fysiologiske funktioner såsom blodtryk og afslapning af visse muskler og det spiller også en vigtig funktion i immunsystemet i forbindelse med inflammation. Produktionen af Nitrogenmonoxid reguleres normalt stramt.

Le peroxynitrite (ONOO-) er en meget reaktiv RNS-anion, som fx kan dannes ud fra hydrogenperoxide og nitrit. Det kan dannes ved at superoxid anion reagerer med nitrogenmonoxid.

Le radical peroxyle (ROO·) er betegnelse for en type af de radikaler, som fx lipider kan omdannes til, når de reagerer med en ROS og dermed bliver oxideret til et radikalt molekyle, som kan indgå i en radikal kædereaktion og dermed oxidere andre molekyler. 

Les antioxydants

- Les trois lignes de défense

Les antioxydants sont la réponse de l’organisme aux oxydants, les ROS. L’équilibre entre eux est important pour les fonctions de chaque cellule. Cette réponse peut être divisée en trois stratégies de « défense » : Il y a d’abord les antioxydants qui inhibent la formation d’oxydants : ce sont par exemple les antioxydants enzymatiques. Viennent ensuite les antioxydants qui empêchent les oxydants de réagir avec d’autres molécules et brisent ainsi la réaction en chaîne des radicaux – il s’agit, par exemple, de molécules plus petites qui peuvent donner un électron. La troisième catégorie regroupe les substances (pas toujours classées comme antioxydants) qui ont un effet plus indirect en réparant les dommages et en favorisant la formation et/ou l’activité des antioxydants. Il existe également plusieurs interactions différentes entre les différents antioxydants. Par exemple, certains antioxydants aident d’autres antioxydants à se régénérer et à retrouver leur forme réduite afin qu’ils soient à nouveau prêts à donner un électron à un oxydant⁶. 

Les différentes propriétés des antioxydants

Les propriétés antioxydantes peuvent être mesurées de nombreuses façons⁷ og hver målemetode har sine fordele og ulemper. Antioxidanter har forskellig affinitet til de forskellige oxidanter, så én antioxidant kan ikke håndtere alle oxidanter. Dette afspejles også ofte i mange studier idet man kommer frem til at antioxidanter generelt virker bedre i sammenspil. Man kan gruppere antioxidanter på mange måder. Der er fx de vandopløselige og de fedtopløselige – dette er afgørende for hvor i kroppen de virker, idet de vandopløselige generelt vil være i vandholdige områder såsom inde i cellen, mens de fedstopløselig generelt vil være i fx cellemembranen. Man kan også inddele dem i de antioxidanter som kroppen selv danner og de antioxidanter som man må indtage for at få gavn af. Antioxidanter kan også inddeles i dem, som er enzymer og dem som ikke er – og dem som er kemisk fremstillet og udviklet af mennesker (syntetiske) og dem som fremstilles naturligt i naturen (naturlige). Langt de fleste antioxidanter er naturlige, men der er også nogle som er blevet udviklet af mennesker og som fx er brugt i del i fødevarer og kosmetik.  

Les superoxydes dismutases (SOD)

Sont un groupe d’enzymes qui catalysent la conversion de l’anion superoxyde en oxygène et en peroxyde d’hydrogène, pour qu’ils puissent ensuite être traités par d’autres enzymes. La superoxyde dismutase est présente dans presque tous les organismes aérobies et dans des aliments tels que le chou et le blé. Le corps humain est capable de produire ces enzymes, qui sont réparties dans tout l’organisme, y compris dans la peau, où elle joue également un rôle important dans la formation des fibroblastes. Pour fonctionner, les différentes enzymes SOD ont besoin d’ions métalliques spécifiques comme cofacteurs. Les métaux utilisés sont le cuivre, le zinc, le fer, le manganèse ou le nickel ; les superoxydes dismutases sont donc des métalloenzymes.

La catalase (CAT)

Est un autre groupe d’enzymes que le corps humain peut produire lui-même et qui sont également des métalloenzymes dans la mesure où elles ont besoin de manganèse ou de fer comme cofacteurs. Les catalases prennent en charge le traitement du peroxyde d’hydrogène provenant de la superoxyde dismutase pour le transformer en eau et en oxygène. Ce processus est très rapide et efficace, de sorte qu’une enzyme catalase peut convertir environ 6 millions de molécules de peroxyde d’hydrogène en oxygène et en eau par minute – l’un des taux de conversion les plus élevés parmi les enzymes.

Les peroxirédoxines

Sont un groupe d’enzymes peroxydases qui peuvent également catalyser la dégradation du peroxyde d’hydrogène et du peroxynitrite. Ces enzymes ne dépendent pas d’un cofacteur ion métallique et sont produites par le corps humain.

La glutathion peroxydase (GPx)

Est un autre groupe d’enzymes produites par l’organisme et qui utilise le sélénium comme cofacteur. Comme la catalase, la glutathion peroxydase a une grande affinité pour le peroxyde d’hydrogène, qu’elle peut transformer en eau. En outre, ils peuvent également transformer les peroxydes lipidiques en alcools lipidiques. La glutathion peroxydase fait partie du système glutathion. Il agit avec le tripeptide glutathion, qui lui sert de coenzyme (auxiliaire), et le groupe d’enzymes glutathion réductase, qui réduit le glutathion à sa forme active réduite. Ce système est présent chez les humains, les animaux, les plantes et les micro-organismes.

La thiorédoxine réductase

Est un autre groupe d’enzymes qui, avec la protéine antioxydante thiorédoxine (Trx), font partie du système thiorédoxine, un système antioxydant clé présent dans de nombreux organismes. Ce système peut réduire les liaisons disulfures, par exemple dans les protéines oxydées. L’enzyme thiorédoxine réductase utilise le NADPH⁸ som elektron-donor til at katalysere reduktionen og dermed aktiveringen af thioredoxin.

La coenzyme Q10

Qui sous forme réduite, partiellement oxydée et oxydée, est dénommée respectivement ubiquinol, semiquinone et ubiquinone. Ce groupe de coenzymes est produit chez les humains, les animaux et la plupart des bactéries et joue un rôle très important dans la chaîne de transport d'électrons qui assure la production de la monnaie énergétique du corps, l’ATP. Par rapport aux protéines, c’est une molécule très petite et liposoluble. Il agit comme un antioxydant en étant capable de céder deux électrons (il existe donc dans trois états redox).

Le glutathion (GSH)

Est un petit tripeptide hydrosoluble et soufré (composé de trois acides aminés) qui peut être oxydé et réduit de manière réversible, agissant ainsi comme un antioxydant redox-actif. Cette substance est probablement l’un des antioxydants les plus importants de l’organisme, produit par la plupart des organismes vivant grâce à l’oxygène. Il est lui-même un antioxydant et, comme mentionné, il fait partie du système du glutathion, agissant comme coenzyme pour la glutathion peroxydase, qui l’utilise pour réduire et donc neutraliser les oxydants. Dans cette réaction, le glutathion est oxydé et forme une liaison avec un autre glutathion oxydé par l’intermédiaire d’une liaison disulfure, qui peut ensuite redevenir du glutathion sous forme active. Cette réaction est catalysée par l’enzyme glutathion réductase, qui utilise la coenzyme NADPH pour donner des électrons.

L’acide urique

Est une petite substance hydrosoluble produite par l’organisme et présente en très forte concentration dans le sang, où elle agit comme un antioxydant contre le radical hydroxyle, le peroxynitrite et l’acide hypochloreux.

La mélatonine

Est une petite hormone naturelle qui contrôle notamment les rythmes circadiens et qui est produite par l’organisme. Elle agit à la fois comme un antioxydant direct en étant capable de libérer un électron (mais, contrairement à de nombreux autres antioxydants, il ne peut pas être réduit à nouveau et se trouve donc en bout de chaîne) et comme un antioxydant indirect en étant notamment capable de stimuler l’activité des enzymes antioxydantes.

La mélanine

Est un groupe de substances qui donne sa couleur à la peau et la protège contre les rayons du soleil, réduisant ainsi la formation d’oxydants dans la peau. La mélanine n’est donc pas un antioxydant classique.

Les vitamines C, E et A

Sont des groupes d’antioxydants très connus⁹. Vitaminer produceres generelt ikke i kroppen, og derfor skal disse indtages med føden. Vitamin C er en vandopløselig redox-aktiv antioxidant, som fx kan reducere hydrogen peroxid og desuden samarbejder med fx Vitamin E og glutathion for at bibeholde redox-balancen. Man har opserveret at der generelt er højere koncentration af Vitamin C i epidermis i forhold til dermis. Vitamin A og E er fedtopløselige og særligt vitamin E er kendt for at beskytte fedtstofferne i cellemembraner ved at hæmme lipid peroxidation. Vitamin E kan gen-reduceres til den aktive form ved hjælp af fx Vitamin E, Coenzym Q10 og beta-karoten.

Les caroténoïdes

sont un grand groupe de substances liposolubles, de couleur jaune-orange-rouge, que l’on retrouve notamment dans de nombreux légumes. Il existe plus de 700 caroténoïdes naturels, dont le lycopène, la lutéine, la zéaxanthine et, probablement le caroténoïde le plus étudié, le bêta-carotène. Six d’entre eux constituent plus de 95 % des caroténoïdes présents dans le sang de l’être humain,¹⁰ og disse er også at finde i huden. Dyr producerer ikke selv karotenoider. Omkring 16 % af det indtagne beta-karoten bliver omdannet i menneskekroppen til retinol – dvs beta-karoten er en precursor for retinol (en vitamin A derivat). Sammen med vitamin E hjælper de til at hæmme lipid peroxidation – og desuden har beta-caroten også andre funktione i fx immunsystemet. Phenoler er en meget stor gruppe af meget forskellige stoffer, som især produceres i planter – hvoraf nogle af dem har antioxidative egenskaber.

Les phénols

Les phénols constituent un groupe très large de substances très différentes, principalement produites par les plantes, et dont certaines ont des propriétés antioxydantes. Les phénols peuvent être divisés en quatre sous-groupes:

• Les acides phénoliques, comme l’acide caféique et l’acide salicylique.
• Les monoterpènes phénoliques, comme l’eugénol et le menthol. Ce sont des substances souvent volatiles que l’on trouve par exemple dans les huiles essentielles.
• Les diterpènes phénoliques, comme le carnosol.

Les polyphénols, qui peuvent à leur tour être divisés en quatre sous-groupes:

• Les flavonoïdes, qui constituent un groupe de plus de 5000 substances, comme la quercétine, la curcumine et la catéchine.
  Il a été démontré que certains des flavonoïdes sont des antioxydants et que d’autres sont aussi des anti-inflammatoires, anti-viraux, anti-cancérigènes et fixateurs de métaux.
• Les tanins, présents par exemple dans le vin et le thé.
• Les lignanes, présents par exemple dans les graines et les céréales complètes.
• Les stilbènes, comme, par exemple, le resvératrol, qui est un antioxydant connu, notamment présent dans le raisin.

Antioxydants synthétiques fabriqués

Les antioxydants synthétiques fabriqués par le corps humain tels que l’hydroxyanisole butylé (BHA) et l’hydroxytoluène butylé (BHT). Ceux-ci ont été et sont encore très utilisés, par exemple dans les aliments, mais ils sont progressivement remplacés par des antioxydants naturels, car certaines études suggèrent qu’ils pourraient être nocifs.

Metal-bindende stoffer er ikke antioxidanter, men kan virke i det antioxidative system ved at binde metaller såsom jern og kobber, som ellers kan katalysere dannelse af ROS. Eksempler på metal-bindere er Citric Acid (Citronsyre), EDTA og Phytic Acid.

Selen og zink bliver nogle steder nævnt som mineralske antioxidanter. De er ikke antioxidanter i klassisk forstand, men medvirker ved at være cofaktorer for antioxidative enzymer (fx glutathion reductase og superoxid dismutase).  

Stress oxydatif, santé et vieillissement

- Déséquilibre entre oxydants et antioxydants

On pense que le stress oxydatif est un facteur important dans de nombreuses maladies et pathologies, mais on ne sait pas toujours si le stress oxydatif participe au développement de la pathologie ou s’il en est la conséquence. Parmi les maladies et syndromes dans lesquels on estime que le stress oxydatif joue un rôle, citons la maladie d’Alzheimer, la maladie de Parkinson, la polyarthrite rhumatoïde, le diabète, l’asthme, certains cancers, les maladies oculaires et diverses maladies inflammatoires, ainsi que le vieillissement. Le stress oxydatif étant défini comme le déséquilibre entre les oxydants et les antioxydants, des recherches sont en cours pour déterminer si les antioxydants peuvent atténuer et/ou prévenir ces affections. De nombreuses études in vitro le suggèrent, mais cela n’a pas été clairement prouvé dans les études cliniques in vivo qui ont été réalisées sur des humains. Ils ont donné des résultats mitigés, et on ne sait toujours pas avec certitude si les antioxydants sous forme de compléments peuvent être bénéfiques pour la santé. Les études cliniques ont principalement été réalisées avec des vitamines antioxydantes, et elles ne montrent pas que celles-ci puissent, par exemple, réduire de manière significative le risque ou le développement de maladies cardiovasculaires. Au contraire, certaines études suggèrent que la supplémentation en certains antioxydants (vitamine A et bêta-carotène) peut augmenter légèrement la mortalité chez les personnes âgées et les groupes vulnérables, et que le bêta-carotène peut augmenter l’incidence du cancer du poumon chez les fumeurs. Dans l’ensemble, les études suggèrent qu’un mode de vie sain avec une alimentation équilibrée est important pour la santé et permet de prévenir certaines maladies, mais cela n’est pas seulement dû à la teneur en certains antioxydants : les causes sont plus complexes¹¹.   

Stress oxydatif et vieillissement de la peau

I forhold til aldring af kroppen inklusiv huden findes den såkaldte ”free radical theory of aging” – en teori, som er blevet udviklet med tiden og ny viden, om at oxidanter og de skader de forårsager er en afgørende faktor aldringen. Det er stadig en teori, men mange studier underbygger det og generelt er forskere enige om at celleskader forårsaget af oxidanter og oxidativ stress medvirker til aldringen. Det stemmer også med, at studier indikerer, at aktiviteten antioxidanter som dannes i kroppen og dermed det endogene antioxidative forsvar reduceres med alderen og samtidig ser man flere oxidative skader i kroppen. Det er derfor plausibelt, at antioxidanter kan hæmme aldringen. 

Aldring af huden sker som følge at flere komplekse mekanismer, som ofte deles op i iboende (intinsic) og udefrakommende (extrinsic) mekanismer af aldring. Den iboende eller kronologiske aldring er den uundgåelige aldring, der sker som følge at interne fysiologiske faktorer såsom gener og hormoner og menes at udgøre omkring 5 % af aldringen i form af fx tyndere og tørre hud med fine rynker. Den udefrakommende aldring sker som følge af forskellige miljøpåvirkninger såsom forurening, ernæring og sollys, hvoraf solens UV-stråler menes at udgøre ca 80 % af den udefrakommende aldring. Den udefrakommende aldring menes at være årsag til grovere rynker, reduktion af hudens elasticitet, ændring af hudens tekstur og hudtone og eventuelt øgningen af tykkelsen af epidermis (det yderste hudlag). 

Facteurs contribuant au vieillissement cutané

Oxidativ stress er en medvirkende proces i aldringen, men står ikke alene, i både de iboende og udefrakommende aldringsmekanismer. Af andre processer kan fx nævnes fænomenet ”inflamm-aging”, som er et lavt niveau af inflammation over længere tid og de såkaldte AGE, hvilket står for Advanced Glycation End products, som er proteiner, lipider eller nukleinsyrer, som har fået et sukkermolekyle bundet på sig, hvilket hæmmer molekylets funktion. De primære synlige aldringstegn i huden er rynker, ændring af elasticitet/tekstur og ujævn hudtone – og ROS menes at have en rolle i dem alle, hvorfor antioxidanter menes at kunne hæmme aldringen af huden. Det er derfor intuitivt at anvende antioxidanter i fx kosmetiske produkter, som netop smøres på huden og der skulle kunne neutralisere nogle af de oxidanter som dannes i huden fx som følge at solens UV-stråler. Der er studier, som tyder at topikal¹² brug af nogle antioxidanter kan reducere aldringsprocessen forårsaget af sollys – de fleste studier er in vitro studier, som har set på specifikke cellulære processer med forbindelse til aldringsprocessen. Der er også in vivo studier med fx vitamin C, Resveratrol og ekstrakt af grøn the (indeholder polyphenoler), som har vist, at disse kan reducere solens skadelige virkninger¹³. Andre studier har vist, at sådan reduktion primært finder sted, hvis antioxidanter påføres huden før UV-bestråling og at antioxidanter generelt virker bedst, når flere kombineres. In vivo studier i mennesker har også vist, at man opnår større virkning, hvis antioxidanter bruges både topikalt og oralt samtidig i forhold til topikal eller oral brug alene. Og det er lettere at forebygge ydre aldringstegn end at reducere tilstedeværende aldringstegn. Topikal brug af antioxidanter har sine begrænsninger fx i forhold til rynker, som især dannes som følge af ændringer i hudens dermis, som ikke alle antioxidanter særlig let nå ind til ved topikal brug. Ud over de antioxidanter man kan smøre på huden, er der også de antioxidanter som kroppen selv producere og de antioxidanter, som indtages oralt. Huden er udstyret med et netværk af antioxidanter – både dem som kroppen producerer og dem som er indtaget med føden og derefter via blodet fordelt i kroppen. Generelt er der højere koncentration af antioxidanter i epidermis i forhold til dermis¹⁴. Et si l’on observe attentivement la couche la plus externe de l’épiderme, la couche cornée, on y trouve à la fois des antioxydants hydrosolubles et liposolubles, principalement non enzymatiques. Et leur concentration est la plus élevée dans les couches profondes de la couche cornée. Plus profond dans l’épiderme, on trouve des antioxydants enzymatiques et non enzymatiques.

Facteurs avec des signes positifs de vieillissement de la peau

Et interessant studie har vist at 50-årige personer med en relativ høj koncentration af antioxidanter i huden har færre aldringstegn i forhold til personer med relativt lavt niveau af antioxidanter i huden. I et andet observationsstudie med personer inddelt i to grupper: dem under 45 og dem over 45 og max 55 år ved studiets start; så man på sammenhængen mellem indtag af fødevarer med højt indhold af antioxidanter og hudens aldring forårsaget af solens stråler. Over de 15 år, som studiet varede, så man en øgning af hudens aldring forårsaget af solen fra 42 % til 88 % generelt. Personer over 45 år, som spiste mad med højt indhold af antioxidant havde ca. 10 % færre tegn på aldring forårsaget af solens stråler over de 15 år i forhold til dem som spiste mad med lavt indhold af antioxidanter. Man fandt ikke samme forskel for personer under 45 år. Da en stor del af hudens aldring forårsages af solens stråler, tyder dette stude på at for den modne befolkning kan indtag af fødevarer med højt indhold af antioxidanter have en positiv virkning på hudens aldring.  

L'utilisation des antioxydants aujourd'hui

Antioxidanter findes mange forskellige produkter – både fra naturens side i fx fødevarer og tilsat i fremstillede varer. Fødevare kan indeholde både naturlige antioxidanter og naturlige og/eller syntetiske tilsatte antioxidanter – eksempelvis vitamin E som findes i mange olier, men også kan være tilsat og benævnes da E306. Andre eksempler på naturligt indhold af antioxidanter i fødevare er vitamin C i appelsin og broccoli, karotenoiderne beta-karoten og lycopene i tomater og Coenzyme Q10 i fx kød og nødder. Ud over fødevarer findes antioxidanter – både naturlige og syntetisk fremstillede – også i fx drikkevarer, kosttilskud som vitaminpiller, lægemidler, foder til dyr og kosmetik – og andre nok mindre almenkendte områder er fx i plastik-industrien, samt i brændstof, smøremidler, gummi og latex. De tilsættes generelt for at bevare kvaliteten af varen, som ellers kan blive forringet af oxidation – fx harskning af olier. 

Antioxydants naturels

Dans le domaine de l’alimentation et des cosmétiques en particulier, la tendance veut que l’on privilégie davantage les antioxydants naturels (qui peuvent être soit directement issus de la nature, sous la forme d’extraits de plantes par exemple, soit être des antioxydants synthétiques identiques aux naturels), probablement parce que des études suggèrent que certains des antioxydants synthétiques fabriqués par l’être humain peuvent être nocifs en cas de consommation trop élevée.

L'utilisation des antioxydants dans les cosmétiques

I kosmetik bruges mange forskellige antioxidanter – både i form af råvarer indeholdende én specifik antioxidant såsom vitamin C eller Coenzym Q10 og i form af komplekse antioxidant-rige ekstrakter såsom gulerodsekstrakt, kaffeekstrakt, the-ekstrakt og mange flere. De kan tilsættes både for at bevare produktets kvalitet og for at have en virkning på huden. Antioxidanter kan være svære at stabilisere og den biologiske tilgængelighed (optagelsen i huden) kan være lav pga. antioxidantens fysisk-kemiske egenskaber. Disse udfordringer udvikles der efterhånden løsninger på ved brug af forskellige teknikker til at stabilisere og levere antioxidanter og andre aktiver på. Normal brug af antioxidanter i kosmetiske produkter er generelt sikkert og mange studier tyder på at antioxidanter kan have flere positive effekter på huden. Men der er endnu ikke klar klinisk dokumentation for at de har de effekter, som man forventer ud fra den viden og de teorier man har om oxidanter og antioxidanter. Det må fremtidige studier undersøge nærmere.